Vogt dig for limousinerne

Ja, du læste rigtigt – vogt dig for limousinerne –  de er desværre ikke altid så søde, som vi gerne vil gøre dem til.

Instinkterne kom i hvert fald op i den flok, som stadig går på marken.  Vi så ikke optrinnet fra starten, men blev opmærksomme på atypisk brølen fra marken.

Udeflokken, som pt består af fem køer med store kalve ved siden samt to årskvier, var meget urolig. Dyrene brølede atypisk og klumpede sig sammen. Det så ud som om, at dyrene kredsede om et eller andet på jorden.

Da der nogen tid senere igen kom ro på dyrene, og de atter spredte sig ud på marken, kunne stedet for dyrenes atypiske opførsel undersøges nærmere. Det viste sig, at flokken havde gjort det af med en fuldvoksen hankat!! For pokker da også!!! De havde simpelthen smadret kattens bagkrop – formodentlig ved at træde på den.

Fortæller om episoden for at gøre opmærksom på, at når ur-instinkterne kommer op i kreaturerne, så kan det altså blive rigtig farligt. I dag gik det ud over en kat, men det kunne også have været en fremmed hund, der var blevet omringet og angrebet, eller en person, som af dyrene blev opfattet som truende.

Det var virkelig en skræmmende påmindelse om, at selv de mest rolige og omgængelige dyr på et øjeblik kan ændre sig til ægte dræbere.

For nogle år siden så vi en lignende opførsel på marken. Dengang var det en harekilling, som fik dyrene helt op at køre. Sandsynligvis var harekillingen blevet trådt på ved et uheld, så den skreg op, hvilket fik alle dyrene til at reagere.

Vores limousiner har nu både en harekilling og en voksen kat på samvittigheden :-(((