Vitamintilskud til dyr, som skal insemineres

I dag er vi startet op med at give en lille dosis af et A-, D-, E-vitamin præparat med selen i til de dyr, som skal insemineres i den kommende tid. Det er en pulverversion fra Vitfoss. Brevvægt og måleske var i gang for at finde frem til hvor stor skefuld hvert dyr skal have.

Vores erfaringer fra tidligere år med at inseminere om vinteren er, at brunsterne kan være svære at opdage her i de mørke måneder. Så nu prøver vi at følge et råd fra en limousine-kollega om at give vitamintilskud for at fremme brunstvisningen.

Staldtips og forskellige gode råd vedr. inseminering, herunder rådet om vitamintilskud, kan læses i januarudgaven af Limousine Nyt, som udkom lige før jul.