Med Heatime og halsbånd med transpondere i så sker det en sjælden gang imellem, at et halsbånd tabes. For det meste sker det i stalden – sandsynligvis i forbindelse med at halsbåndet kommer til at sidde fast i fanggitteret eller i forbindelse med dyrenes brug af ko-børsten.
Men i dag var der ingen spor af koen Martas transponder i sommer-stalden, hvilket også stemte med, at systemet ikke fik signal fra den. Sidste signal var modtaget sidst på natten, så det kunne konkluderes, at transponderen var tabt umiddelbart derefter. Men hvor?? På hvilken del af marken havde flokken mon opholdt sig mellem kl. 4 og kl. 7, hvor de var inde i stalden for at få wrap?
Startede med at søge der hvor jeg antog, at dyrene havde været. Men forgæves. Derefter en systematisk afsøgning af de to tilgængelige græsmarker i “baner” af 5-10 meters bredde afhængig af græshøjde.
Fandt resterne af et gammelt pattegummi og hvad der lignede plastikforseglingen fra datidens salpetersyredunke plus andre småting, men ingen transponder. Omkring to timer var der nok søgt uden resultat. Var halsbånd og transponder virkelig overset, eller lå den mon på den allersidste del af marken?
Den sidste del af marken havde temmelig mange skræpper, så den var ikke nem at søge i. Solen var også ved at gå ned, så lys var der ikke for meget af.
Men lige pludselig lå halsbånd og transponderen der i græsset – ikke spor svær at se !!! Jubii, dagen var redet og eftersøgningen havde ikke været forgæves.