De første roer er taget op i dag, og roefodringen er nu startet op. Køer og kvier, som kender foderet, er nærmest henrykte over atter at få serveret de sprøde roer.
Foreløbig tager vi kun et læs op ad gangen, så roerne kan blive længst muligt i jorden. Vi mener, at de stadig gror på marken. Tager vi dem op, så starter åndingstabet jo med det samme.
Det ser ud til, at marken giver noget mindre udbytte i år end sidste år, men det er jo ikke så sært, for roerne var slemt medtaget af tørken i sommers. Da regnen endelig kom, kom der heldigvis gang i roerne igen. De måtte dog sætte ny bladmasse, da de oprindelige blade stort set var visnet væk.