Maj måned – insemineringerne er i gang

De seks små limousine-kalve har fundet sig godt til rette med at være på græs med deres mødre. De dier, de æder græs, de æder wrap (når de opholder sig inde i stalden), de drikker vand af vandtruget, de tygger drøv, de sover, de tumler – kort sagt: de gør alt hvad der forventes af dem. Også en stor efterårskalv er godt tilpas med at være ude sammen med sin mor.

Alle kalve er tillidsfulde og vil snakkes og kæles med i større eller mindre omfang. Så det er, som altid, en fornøjelse at være iblandt dyrene.

Insemineringssæsonen er startet her i dag. Det var koen Lora, som blev insemineret med den franske tyr Atlas. Lora kælvede i efteråret, og hun kunne selvfølgelig være insemineret langt tidligere end nu, men ønsket er fremover at samle alle til at kælve i foråret, så derfor blev insemineringen trukket til nu. Håber at få dem alle drægtige i løbet af de kommende par måneder.