Historien om koen Cita
Koen Cita, der d. 16. april 2017 fylder 10 år, har sat stort præg på vores besætning.
Cita kom til gården som etårig kvie. Hun blev efter nogle måneder insemineret og fik sin første kalv i 2009, da hun selv var ca. 26 måneder gammel. Hvert år har hun trofast og uden problemer født en ny kalv. Om kort tid kælver hun igen, og har dermed, om alt går vel, præsteret ni kalve.
De kviekalve, som Cita har fået, er alle gået ind i avlen i vores besætning og har også gjort det godt. Næsten halvdelen af vores nuværende besætning kan spores tilbage til Cita. Så man må sige, at hun har været en betydningsfuld ko for os.
Ingen af Citas egne tyrekalve har fået lov til at avle. Men et af hendes børnebørn er foldtyr et sted i Nordjylland, så hun har mange oldebørn.
Cita deler fødselsdag med landets dronning, og selv er Cita også lidt af en dronning. Hun har i flere år været besætningens førerko – den der bestemmer og går forrest. Hun er en ko med stor selvtillid, og hun er lettere dominerende, sådan som en førerko typisk er.
En ko, der får lov til at blive 10 år gammel, er en sund ko. Det gælder også for Cita, som aldrig har fejlet noget rigtig alvorligt.
Samtidig er Cita også en elskelig og klog ko. Det kommer blandt andet til udtryk ved, at hun altid forstår at placere sig strategisk rigtigt. Ved fodringstid vælger hun altid den plads, hvor foderet først bliver serveret. Ved udsigt til at blive kløet, så har hun også en sjælden evne til at placere sig i den helt rette position, så hun kan blive kløet på ryggen, på haleroden eller hvor det nu ellers klør.
Af udseende er Cita forholdsvis lavbenet, og kropslængden er til den korte side. Samtidig er hun voldsomt madglad, så hun er næsten hele året lidt til den fede side. Derfor kalder vi hende også somme tider for Pølse.
I Citas stamtavle finder man navne som Åberg Savory, Løserupgård Nanibal og Lemming Hof. Citas aktuelle S-indeks er på 103.
Cita er kåret med 82 i helhed, så hun er over middel i udseende. Hun har dog aldrig været udstillet på dyrskue, men hun er alligevel blevet set af mange, da hun tilsyneladende godt kan lide at stå model, og da ”madmor” godt kan lide at fotografere… En af hendes kælvninger blev engang filmet og lagt på Facebook – den film er set rigtigt mange gange.
Men et alvorligt minus har Cita desværre. Det er at hun er overdrevent omsorgsfuld med sine nyfødte kalve. I forbindelse med at hun slikker dem rene, så vil hun nemlig også bide i de nyfødte kalves haler. Hendes bidetrang varer i nogle timer, og den har desværre kostet et par af hendes kalve deres haler. Der gik nogle år før det gik op for os, hvad hun havde gang i. De senere år har vi sørget for, så vidt som det er muligt, først at tørre halen meget grundigt med halm og/eller håndklæde, dernæst at holde vagt ved koen de første timer efter kælvningen og at prikke til hende, når hun vil tage den nyfødte kalvs hale i munden.
I anledning af Citas fødselsdag har vi lavet to forskellige familiebilleder. Et billede, hvor fire generationer er linet op – Cita med datter, barnebarn og oldebarn. Et billede med Cita og de tre døtre, som går i besætningen pt.