Det er tid til et limousine tilbageblik på året, som nu næsten er gået. 365 dage med limousiner – de allerfleste dage har været gode, men der har selvfølgelig også været et par sorte dage imellem.
10 fine kalve fik vi i 2015 – 2 tyrekalve og 8 (!) kviekalve. Det er første gang vi prøver at få flere kvier end tyre. De fleste kalve er efter Engkjaer Get It – nemlig 5 styk – og 2 efter Atle, 2 efter Akkedal Hero PP og 1 efter Løserupgård Gobrent.
Pt er der ‘lagt i ovnen’ til 8-9 kalve i 2016. Der er brugt følgende insemineringtyre: Slågård Pollet Ingmar, Engkjaer Get It, Grønbjerg Hugoe, Østergaard Flamme, Viva Voce og Vetiver MN. Og der skulle gerne blive ‘lavet’ yderligere ca. 4 kalve til fødsel sidst i det nye år – nogle af disse forhåbentlig efter den franske tyr Appart MN, som vi har hjemkøbt nogle strå af.
I oktober havde vi 10 års jubilæum med vores limousiner. Uha, hvor har vi da brugt mange timer på de limousiner i løbet af årene – og hvor har vi også mødt mange søde mennesker på den konto! Vi er heldigvis meget klogere på de der limousiner i dag, end vi var da vi startede for 10 år siden. Men vi har stadig meget at lære, og der er stadig mål at gå efter. Jeg tror, at der vil blive ved med at være noget at stræbe efter de næste mange år.
Noget man som avler gerne vil opnå i løbet af sin karriere er selvfølgelig at få en tyr udtaget til insemineringstyr. Vi har netop nu en tyr på Aalestrup Avlsstation. Han er lige gået i forsøg, så det bliver spændende at følge ham og hans resultater i de kommende måneder. Man har jo lov til at håbe, at det bliver ham, der præsterer så godt, at han bliver udtaget til tapning…
En af årets mærkedage i øvrigt var, da vi i sommers fik Heatime-anlæg. Vi er nu blevet ganske dus med anlægget, og det er ret spændende at følge dyrenes aktivitet. Det er dog ikke så mange brunster vi har fanget ved hjælp af anlægget endnu. Vi har trods alt kun haft anlægget i fem måneder, så det er jo begrænset hvor mange reelle brunster, der har været i den periode. Foreløbigt ser det desværre ud til, at de svage brunster, som nogle af vores dyr kan have tendens til, stadig et problem at finde. Jeg skal nok vende tilbage med mere om emnet, når vi har høstet nogle flere erfaringer.
Falske brunster har der også været nogle stykker af. Man må i hvert fald ikke stole blindt på anlægget. Her er nogle eksempler: Fravænning af kalve udløser falske brunstalarmer hos kalvenes mødre. Klipning af køer giver også falske brunstalarmer hos de pågældende køer. Ligeledes i forbindelse med omfattende flytning af dyr i stalden, herunder f.eks. opdeling i nye hold. Nu bliver det så lidt spændende, om anlægget i morgen tidligt viser, at alle dyrene er i brunst som reaktion på nytårsfyrværkeriet…