Så gik vores gode kælvningsstatistik lige fløjten

Vi var efterhånden blevet forvente med kælvninger, som var “lette uden hjælp”, men det sørgede kvien Lene P så lige for at lave om på…

Kælvningen gik i gang først på eftermiddagen. Der blev holdt øje med hende over flere timer, men trods vældig aktivitet fra kviens side, så kom der ikke nogen kalv frem. Det kunne dog efterhånden ses, at der var “noget” derinde, så det måtte undersøges nærmere.

To ben med bi-klovene opad kunne konstateres. Intet hoved. Og ikke alt for meget plads. Vi besluttede derfor at kalde professionel hjælp med det samme. Dyrlægen ankom ca. kl. 18. Han kunne bekræfte vores mistanke om, at der var tale om en regulær baglæns fødsel. Umiddelbart mente dyrlægen, at det godt kunne lade sig gøre at få kalven naturligt ud, selvom den lå forkert, så vi påbegyndte aktiv fødselshjælp. Men ret hurtigt ændrede han dog mening, og så blev der i stedet dømt kejsersnit. Det ville være det sikreste for både mor og barn.

Desinfektion, bedøvelse, barbering og så ellers frem med skalpel, saks mv. Kejsersnittet foregik med Lene pænt liggende under hele forløbet. Ud kom en tyrekalv af anseelig størrelse. Kalven fik dog ikke megen opmærksomhed i starten – det handlede jo om at få Lene syet sammen igen.

Hele operationen forløb fint og varede en god times tid. Lene blev medicineret efter alle kunstens regler. Det kræver et kejsersnit jo… Lene kom fint på benene igen og var også interesseret i kalven. Men mælk havde hun ikke meget af, så vi måtte tigge råmælk hos naboer med malkekvæg.

Kalven, som er efter Grønbjerg Hugoe, viste sig at veje 48 kilo. Det var så altså rigeligt til en baglæns fødsel for en kvie. Kalven lader til at være polled, hvilket den har efter moderen, som er en Hero PP datter. Kalven har fået navnet Balløjgårdens Neel P.